Godt nyt til virksomheder i likviditetskrise!

Nye regler om rekonstruktion kan hjælpe virksomheder, som er likviditetsmæssigt udfordret, godt videre

 

Nye muligheder for at sikre fortsat drift hos økonomisk pressede virksomheder med vedtagelsen af regler om forebyggende rekonstruktion

Den 9. juni 2022 vedtog Folketinget et lovforslag, der skal sikre, at erhvervsdrivende har mulighed for på et tidligere tidspunkt at få adgang til værktøjer, der kan sikre, at i øvrigt levedygtige virksomheder i finansielle vanskeligheder kan fortsætte driften. De nye regler kommer kun lidt over et år efter, at reglerne om rekonstruktion blev lempet i forbindelse med Covid-19 krisen, hvilke lempelser vi har redegjort for i tidligere nyhedsbrev, som du finder her.

 

Sandsynlighed for insolvens

Efter de hidtidige rekonstruktionsregler var det alene en allerede insolvent skyldner, der kunne tages under rekonstruktionsbehandling. De nye regler giver adgang til forebyggende rekonstruktionsbehandling allerede, når insolvens blot er en sandsynlighed. Herved åbnes op for, at økonomisk pressede virksomheder kan få arbejdsro til at afværge et truende kollaps på et tidspunkt, hvor indsatsen har langt større sandsynlighed for at have den ønskede effekt, end når rekonstruktionen først indledes på et tidspunkt, hvor insolvensen er en realitet, og risikoen for konkurs er overhængende.

 

Bedre mulighed for gældssanering

Med vedtagelsen implementeres også bl.a. en modernisering af gældssaneringsreglerne, hvor det skal gøres nemmere for erhvervsdrivende at få gældssanering, blandt andet ved sammenlægning af gældssaneringsreglerne i og udenfor konkurs. Der implementeres en udvidelse af den gæld, der indeholdes i en tvangsakkord, som nu bl.a. omfatter visse skattekrav, og der gives hjemmel til at udstede regler om tidlige varslingsmekanismer.

 

Frivillighed og fortrolighed under forebyggende rekonstruktion

Forebyggende rekonstruktion baseres på et princip om frivillighed fra virksomhedens side – processen kan indledes efter anmodning fra virksomheden, ligesom virksomheden ensidigt kan bringe den forebyggende rekonstruktion til ophør igen. Det er en forudsætning for gennemførslen af en forebyggende rekonstruktion, at virksomheden selv ønsker medvirken til at overkomme sine økonomiske vanskeligheder via rekonstruktionsprocessen. Tilsvarende er det ikke obligatorisk, at virksomheden bistås af en rekonstruktør eller regnskabskyndig tillidsmand, og beslutning om forebyggende rekonstruktion offentliggøres som udgangspunkt ikke, før et rekonstruktionsforslag fremsættes. Hermed kan virksomheden under en vid grad af fortrolighed arbejde på at tilvejebringe en løsning, med eller uden bistand fra en rekonstruktør.

 

Ønsker virksomheden bistand fra en rekonstruktør, kan virksomheden pege på en specifik rekonstruktør, og skifteretten vil oftest efterkomme virksomhedens indstilling. Ligeledes vil anmodning om fyldestgørelsesforbud indebære, at skifteretten udpeger en rekonstruktør til at bistå virksomheden. Se nærmere om fyldestgørelsesforbud straks nedenfor.  

 

Hindring af udlæg /fyldestgørelsesforbud

Indledningen af en forebyggende rekonstruktion medfører ikke automatisk, at virksomhedens kreditorer afskæres fra at få dækket deres krav ved rettens bistand, f.eks. ved at få foretaget udlæg i virksomhedens aktiver. Denne adgang for kreditorerne består som udgangspunkt uanset indledningen af forebyggende rekonstruktion. Anmoder virksomheden om det, vil skifteretten dog træffe beslutning om fyldestgørelsesforbud, hvorved de kreditorer, der ikke har sikkerhed for sine krav, ikke længere kan få dækket sine krav med bistand fra fogedretten og skifteretten. Herved køber virksomheden en vis arbejdsro, men giver til gengæld afkald på fortroligheden under processen, da den forebyggende rekonstruktion herefter offentliggøres, ligesom en rekonstruktør udpeges af skifteretten.

Ligeledes hindrer forebyggende rekonstruktion, modsat ordinær rekonstruktion, ikke en truende konkurs. Har skyldneren under den forebyggende rekonstruktion, i samarbejde med en rekonstruktør, fremsat et rekonstruktionsforslag, udsætter skifteretten afgørelsen om konkurs, indtil forslaget er behandlet. Stadfæstes rekonstruktionsforslaget, kan konkursen efter omstændighederne afværges.

 

Indholdet af en rekonstruktion

Hidtil har det været en betingelse, at et rekonstruktionsforslag indeholdt enten en virksomhedsoverdragelse eller en tvangsakkord. Forslaget kunne hermed ikke vedtages, medmindre det enten indebar, at virksomhedens aktivitet eller en del heraf blev frasolgt (hvorefter den tilbageværende ”skal” tit overgik til konkurs), eller at et flertal af kreditorerne stemte for en ordning, hvorved virksomhedens gæld blev nedsat procentvis eller bortfaldt, eventuelt imod, at virksomhedens formue blev fordelt imellem dem.

Med vedtagelsen af lovforslaget kan en rekonstruktion nu gennemføres med lettere indgribende midler, så længe gennemførslen af forslaget medfører, at virksomhedens økonomiske vanskeligheder overkommes - kun fantasien sætter grænser. Dette kan efter forarbejderne f.eks. ske ved at indsætte en ny ledelse i virksomheden, udvide aktiekapitalen, reducere antallet af ansatte eller indgå aftale med tredjemand om samhandel på visse nærmere vilkår.

 

Ikrafttræden 17. juli 2022

Den ændrede lovgivning, der træder i kraft den 17. juli 2022, ses - i lyset af eftervirkningerne fra Corona-nedlukningerne og de forventede økonomiske og forretningsmæssige konsekvenser af den aktuelle konflikt i Østeuropa - at være blevet implementeret på et tidspunkt, hvor danske erhvervsdrivende må forventes at blive presset på økonomien i et sådant omfang, at selv veletablerede virksomheder kan komme i risiko for økonomisk kollaps.

 

Behov for bistand?

Med vedtagelsen af lovforslaget åbnes der op for, at en økonomisk presset virksomhed, støttet af de nye redskaber, der følger med reglerne om tidlig rekonstruktion, og med rådgivning fra en erfaren rekonstruktør, kan navigere igennem sine økonomiske vanskeligheder og komme levedygtig ud på den anden side, hvorved virksomheder og talrige arbejdspladser kan bevares til gavn for alle involverede.

Hos Nørregaard Advokatfirma bistår vi gerne, hvis du gør dig overvejelser omkring, hvorvidt en forebyggende rekonstruktion kan være relevant for din virksomhed. Advokat og indehaver, Jeppe Nørregaard, har mange års erfaring som rekonstruktør for insolvente virksomheder og kan varetage rekonstruktionen af din virksomhed hele vejen fra den indledende rådgivning og frem til rekonstruktionens gennemførelse.

Du er velkommen til at kontakte os for en drøftelse på telefon 88 93 95 00 eller e-mail: post@ngaf.dk.

 

23. juni 2022