Information til klienter
Advokatfirmaets honorar fastsættes som udgangspunkt efter medgået tid ud fra de til enhver tid
gældende timetakster. Der tages ved afregningen desuden hensyn til opgavens kompleksitet,
sagsgenstandens størrelse og betydning for klienten, det med sagen forbundne ansvar, sagens
hastende karakter og de opnåede resultater.
Ud over honoraret betales alle udlæg og sagsrelaterede omkostninger af klienten.
Såfremt der opkræves negative renter af indestående på klientkonti, skal denne omkostning
afholdes af klienten.
Fakturering kan ske aconto og ved sagens afslutning.
Betalingsbetingelserne er 8 dage fra fakturadato.
Alle klientmidler behandles efter Advokatsamfundets regler om behandling af klientmidler.
Klientmidlerne indsættes på klientkonto i pengeinstitut efter advokatfirmaets valg, medmindre
klienten tilkendegiver specifikt ønske i så henseende.
Advokatfirmaet har klientbankkonti i Sydbank.
I tilfælde af en banks konkurs får indskyderne dækning i henhold til lov om garantiordning for
indskydere og investorer. Garantiformuen dækker en berettiget indskyders midler op til et beløb
svarende til 100.000 euro (ca. 750.000 kr.). Dækningsmaksimummet gælder det samlede indskud i
banken, selvom pengene står på forskellige konti, herunder på både klientbankkonti og egne konti.
Der gælder særlige regler for indskud vedr. fast ejendom, hvis den faste ejendom har været
anvendt til eller er bestemt til hovedsageligt ikke-erhvervsmæssige formål. Her dækkes beløb op til
10 mio. euro, indtil 12 måneder efter beløbet blev indsat, og uanset om indskuddet står på en
særskilt konto.
Nærmere oplysninger om garantiordningen findes på Garantiformuens hjemmeside www.gii.dk.
Advokatfirmaet er ansvarlig i overensstemmelse med dansk rets almindelige regler med de i dette
afsnit anførte undtagelser og begrænsninger.
Alle advokater hos Nørregaard Advokatfirma er omfattet af firmaets ansvarsforsikring og
garantiordning tegnet hos Tryg Forsikring A/S, CVR-nr. 24 26 06 66. Ansvarsforsikringen dækker al advokatvirksomhed udøvet af advokaterne hos Nørregaard Advokatfirma, uanset hvor
advokatvirksomheden udøves.
Advokatfirmaets ansvar, herunder enhver advokat og anden medarbejders ansvar, er i alle tilfælde
begrænset til et beløb svarende til 25 gange honoraret (ekskl. moms) for den pågældende opgave,
idet dog Advokatfirmaets ansvar aldrig kan overstige den gældende ansvarsforsikrings maksimum,
som pt. er 5 mio. kr. med muligt tillæg på 20 mio. kr., såfremt denne dækningsramme ikke måtte
være opbrugt for det pågældende kalenderår.
Advokatfirmaets ansvar for skade begrænses til alene at omfatte direkte tab, således at et ansvar i
alle tilfælde ikke dækker eventuelle følgeskader, ligesom ethvert indirekte tab, herunder driftstab,
tab af data, tidstab, avancetab, tab af goodwill m.v. ikke er omfattet af Advokatfirmaets ansvar.
Advokatfirmaet hæfter ikke for rådgivning eller andre ydelser, der er ydet eller leveret af andre end
Advokatfirmaet, og således hæftes ikke for underleverandører til Advokatfirmaet eller eksterne
rådgivere, som Advokatfirmaet har henvist klienten til, eller som på anden måde har bistået
klienten i forbindelse med sagen.
En klient er alene berettiget til at rejse et eventuelt erstatningskrav mod Advokatfirmaet og ikke
mod individuelle partnere eller andre medarbejdere.
Udenfor forbrugerforhold, forældes klientens erstatningskrav mod Advokatfirmaet 12 måneder
efter, at klienten blev bekendt eller burde være blevet bekendt med de omstændigheder, der
begrunder kravet. Forældelse af krav indtræder 3 år efter, at den juridiske bistand og andre ydelser,
som danner grundlag for kravet, er ydet.
Advokaterne hos Nørregaard Advokatfirma er beskikket af Justitsministeriet i Danmark og er en del
af Advokatsamfundet.
Advokaterne hos Nørregaard Advokatfirma er omfattet af Advokatsamfundets tilsyns- og
disciplinærsystem og af reglerne om god advokatskik, jf. retsplejelovens § 126. Herudover gælder
de advokatetiske regler. De regler, der særligt gælder for udøvelse af advokaterhvervet, kan findes
på Advokatsamfundets hjemmeside: www.advokatsamfundet.dk.
I tilfælde af en tvist om salær og/eller utilfredshed med adfærden hos en af advokaterne, kan
klienten klage over salærets størrelse og/eller advokatens adfærd til Advokatnævnet,
Kronprinsessegade 28, 1306 København K, www.advokatnaevnet.dk.
Advokatfirmaet er i henhold til lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvaskning af penge og
finansiering af terrorisme (”Hvidvaskloven”) forpligtet til at kræve billedlegitimation fra klienter i
form af kopi af pas eller kørekort samt sygesikringsbevis, såfremt der er tale om sager, som
omhandler en ”transaktion” i Hvidvasklovens (§ 1, stk. 1, nr. 13) forstand, ligesom denne pligt også
gælder ved indbetaling af midler på Advokatfirmaets samleklientkonto. Ved opstart af sag hos
Advokatfirmaet anses dette for at indebære et samtykke til at dele legitimationsoplysninger i
nødvendigt omfang med myndigheder og finansielle institutioner.
Som led i varetagelsen af de sager, som Advokatfirmaet behandler, indsamles og behandles
personoplysninger, som navnlig er generelle kontaktoplysninger, herunder navn, adresse og e-mail.
Afhængig af de nærmere omstændigheder i sagen og de ønskede ydelser kan Advokatfirmaet også
behandle andre kategorier af personoplysninger, herunder CPR-nummer og følsomme
personoplysninger. Al behandling af personoplysninger sker for at kunne varetage klienters
interesser, sikre overholdelse af lovgivningen og for at sikre opfyldelse af aftaleforholdet i sagen.
Man kan læse mere om Advokatfirmaets eksterne persondatapolitik på https://noerregaard-
advokatfirma.dk/om-os/ekstern-persondatapolitik.
Enhver tvist forbundet med advokatfirmaets bistand er undergivet dansk ret og skal afgøres af de
ordinære danske domstole, og ved Retten i Roskilde som værneting i første instans.