– af advokat og partner Jeppe Nørregaard
Et forhold, som ofte reguleres, når man indgår aftaler om partnerskab og om at eje en virksomhed sammen, er konkurrence- og kundeklausuler.
Det er naturligt set fra både de øvrige ejeres og virksomhedens perspektiv, at en medejer, som forlader virksomheden, begrænses i sine muligheder for at drive lidt for kvalificeret konkurrence med virksomheden i en periode.
Dette forhold reguleres ofre i en ejeraftale (tidligere kaldet aktionær- og anpartshaveroverenskomst).
Med virkning fra 1. januar 2016 har vi imidlertid fået ansættelsesklausulloven. Den indeholder regler, som i vidt omfang begrænser muligheden for aftalemæssigt at benytte bl.a. konkurrence- og kundeklausuler. Loven gælder som udgangspunkt kun ”lønmodtagere” (og altså ikke eksempelvis medejere og direktører), men i lovens § 11, stk. 3 anføres dog, at reglerne i lovens § 11, stk. 1 og 2 om bortfald eller begrænsning af konkurrenceklausul og skulle gælde for andre end lønmodtager, og altså også for eksempelvis direktører og medejere.
Dette har ikke helt unaturligt ført til den opfattelse, at ansættelsesklausulloven umiddelbart forventet rammer konkurrenceklausuler i eksempelvis ejeraftaler. Det betyder, at disse klausuler kan være vanskeligere at håndhæve end tidligere.
Højesteret har dog netop afklaret retstilstanden og fastslået, at man ikke med ansættelsesklausulloven har tilsigtet nogen anden eller skærpet regulering af konkurrenceklausuler i ejeraftaler.
Det er således afgørende om en aftale regulerer et ansættelsesforhold eller et medejerskab.
Afgørelsen illustrerer, væsentligheden i at være præcis i måden at formulere aftaler på, således disse får den bedste tilsigtede rækkevidde.
Vil du høre mere om de her nævnte problemstillinger? Eller have hjælp til formulering af aftalebestemmelser i ejeraftaler? Så er du velkommen til at kontakte Nørregaard Advokatfirma på post@ngaf.dk eller telefon 88 93 95 00.