– af advokat og partner Jeppe Nørregaard
Et forhold, som ofte reguleres, når man indgår aftaler om partnerskab og om at eje en virksomhed sammen, er konkurrence- og kundeklausuler.
Det er naturligt set fra både de øvrige ejeres og virksomhedens perspektiv, at en medejer, som forlader virksomheden, begrænses i sine muligheder for at drive lidt for kvalificeret konkurrence med virksomheden i en periode.
Dette forhold reguleres ofre i en ejeraftale (tidligere kaldet aktionær- og anpartshaveroverenskomst).
Med virkning fra 1. januar 2016 har vi imidlertid fået ansættelsesklausulloven, som indeholder regler, som i vidt omfang begrænser muligheden for aftalemæssigt at benytte bl.a. konkurrence- og kundeklausuler. Loven gælder som udgangspunkt kun ”lønmodtagere” (og altså ikke eksempelvis medejere og direktører), men i lovens § 11, stk. 3 anføres dog, at reglerne i lovens § 11, stk. 1 og 2 om bortfald eller begrænsning af konkurrenceklausul og skulle gælde for andre end lønmodtager, og altså også for eksempelvis direktører og medejere.
Dette har ikke helt unaturligt ført til den opfattelse, at ansættelsesklausulloven således i videre omfang end måske nok umiddelbart forventet rammer konkurrenceklausuler i eksempelvis ejeraftaler, således at forstå, at disse klausuler kan være vanskeligere at håndhæve end tidligere.
Højesteret har dog netop afklaret retstilstanden og fastslået, at man ikke med ansættelsesklausulloven har tilsigtet nogen anden eller skærpet regulering af konkurrenceklausuler i ejeraftaler.
Det er således afgørende om en aftale regulerer et ansættelsesforhold eller et medejerskab.
Afgørelsen illustrerer endnu en gang, hvor væsentligt det er at være præcis i sin måde at formulere aftaler på, således disse bedst muligt får den tilsigtede rækkevidde.
Såfremt du vil høre mere om de her nævnte problemstillinger, herunder have hjælp til formulering af aftalebestemmelser i ejeraftaler, så er du velkommen til at kontakte Nørregaard Advokatfirma på post@ngaf.dk eller telefon 88 93 95 00.